
Forskellen på indbygningsovn og fritstående ovn
Ovnen er en af de ting, der ikke er til at komme udenom, når der skal indrettes et nyt køkken. Ovnen er omdrejningspunkt for så meget af den daglige madlavning, ar den er svær at leve uden, og med nogle lækre ovnretter kan du lave noget fantastisk smagfuld mad, som ikke kan laves andre steder end i ovnen.
Men en ovn er selvfølgelig ikke bare en ovn, og der er derfor lige et par ting, du skal overveje, inden du går på indkøb. Her skal du først og fremmest afgøre, om du vil have en indbygget ovn eller en fritstående ovn.
Men hvad er forskellen egentlig på de to, og hvad er fordele og ulemper? Det kan du blive klogere på herunder.
Indretning af køkken
En indbygningsovn er – som navnet antyder – designet til at blive bygget direkte ind i dit køkken. Denne ovntype kan placeres som en integreret del af dine køkkenskabe, hvor den vil gå i ét med resten af designet, mens en fritstående ovn – som navnet antyder – kan placeres frit ved siden af eller mellem dine køkkenelementer.
Derfor har valget af ovntype stor indflydelse på din køkkenindretning, og det er derfor en god idé at overveje, hvad der passer bedst ind i netop dit køkken. Hvis du er ved at indrette helt nyt køkken, kan det være smart med en indbygningsovn, der kan gøres til en del af designet fra starten, men hvis du ikke allerede har en specifik plads til en indbygningsovn i dit eksisterende køkken, kan det være svært at integrere denne ovntype på en pæn måde.
Derfor er det nemmere at installere en fritstående ovn, hvis der allerede er gjort plads til en fritstående ovn i dit køkken. Men i sidste ende afhænger det hele af dine præferencer, når det kommer til indretning af køkken, for alt er naturligvis muligt.
Komfur
En fritstående ovn kommer som udgangspunkt med et indbygget komfur, hvilket ikke er tilfældet for en indbygningsovn. Derfor er det vigtigt at overveje, hvordan du skal få plads til et komfur, hvis du gerne vil købe en indbygningsovn.
Det kan være praktisk at købe en fritstående ovn, hvis du gerne vil have en samlet løsning, og hvis du kan se fordelen i, at ovnen er placeret lige under dit komfur. Men når du vælger en fritstående ovn, har du til gengæld ikke friheden til at vælge lige netop det komfur, du gerne vil have.
Hvis du i stedet køber en indbygningsovn, kan du købe komfuret separat, så du kan vælge et induktionskomfur eller et gaskomfur, hvis det er det, du ønsker. Og selvom du vælger indbygningsovn og komfur hver for sig, så kan du sagtens placere dem sammen, så ovnen kommer til at være lige under komfuret.
Placering af ovn
En væsentlig fordel ved at vælge en indbygningsovn er, at du får mere fleksibilitet, når det kommer til placering. Du kan som nævnt vælge at placere den i forbindelse med dit komfur, og så vil du ikke komme til at mærke den store forskel i den daglige brug sammenlignet med et fritstående komfur.
Men med en indbygningsovn kan du også vælge at være lidt kreativ ved eksempelvis at placere ovnen højere oppe. En ulempe ved en fritstående ovn kan for nogle være, at den giver en ubehagelig arbejdsposition, når der skal laves mad i ovnen. Der er langt ned, når du skal tage ting ud og ind, og det er besværligt at holde øje med fremskridtene inde i ovnen. Dette besvær kan du undgå ved at placere din indbygningsovn i en bedre arbejdshøjde, så det altid bliver nemt at få diverse tilbehør til ovn ind og ud, og så du nemt kan holde øje med, hvordan det går med kyllingen, uden du behøver at bukke dig ned.
Det vil dog ikke være muligt at placere en ovn i højden i alle køkkener, da det kræver, at du har mulighed for at bygge ovnen ind i en køkkensøjle.