Frikadeller
Frikadeller
Ingredienser
- 500 gram Hakket svinekød
- 1 dl Mælk
- 1 stk Løg
- 1 stk Æg
- 4 spsk Hvedemel
- 1 tsk Salt
- Peber
- Smør
Sådan gør du
- Find skærebræt og kniv frem. Hak løg fint.
- Find en stor skål frem, tilsæt kød, salt og et skvæt peber. Rør farsen sammen med hænderne, så salt og peber kommer godt rundt. Kan også gøres med en røremaskine.
- Tilsæt nu løg, mælk, æg og hvedemel. Rør godt sammen igen.
- Sæt farsen i køleskabet i 30 minutter.
- Når de 30 minutter er gået varmes en pande op til middelhøj varme.
- Tilsæt rigeligt med smør som fedtstof, det giver ekstra smag.
- Form farsen til frikadeller. Brug en spiseske og din håndflade til at få den traditionelle form på frikadeller. Dyp skeen i vand mellem hver frikadelle, hvis farsen sidder fast.
- Steg hver frikadelle i ca. 5 minutter på hver side. Tilsæt gerne mere fedtstof, hvis der ikke er nok.
- Tag frikadellerne af panden når de er færdige. Server med det samme. (Læg dem evt. i en dyb tallerken med køkkenrulle for at fjerne det overskydende fedtstof)
Vores opskrift på frikadeller
Der er få retter så klassisk danske som frikadeller; de er blevet en af de mest ikoniske danske retter, og de er en favorit for mange – både unge og gamle. Og vi forstår godt hvorfor! Hjemmelavede frikadeller smager fantastisk, uanset om der er tale om mormors frikadeller, med deres nostalgiske smag, eller dine egne, som måske bærer et personligt præg.
Frikadeller har været en dansk spise i flere hundrede år; der er mange retter i udlandet, som følger samme koncept, såsom de svenske kötbullar – men der er ingen, som helt kan måle sig med de gode, danske frikadeller.
Vi har nok alle haft et punkt i vores liv, hvor vi har haft lyst til noget traditionelt mad, og man har tænkt ”Hvordan laver man frikadeller?” Måske står du i situationen ny, eller måske har du blot brug for en genopfrisker. Uanset årsagen, så er du kommet til det rette sted.
En klassisk frikadelle opskrift
Vi har valgt at lave vores frikadeller med svinekød, men nogle foretrækker deres med en kombination af svin og kalv; det er ganske enkelt et spørgsmål om præferencer, og der er delte meninger om hvad man bruger til helt klassiske frikadeller. Vi håber, at du finder din måde at lave de bedste frikadeller, og at vores opskrift hjælper dig godt på vej.
Uanset hvad du vælger af fars til frikadeller, så er det altid en god ide at lave en stor portion, hvis du kan. De kan nemlig fryses ned, og det er noget af det bedste at have i fryseren til en anden dag – men de er også perfekte dagen efter på et stykke rugbrød.
Hvilket tilbehør til frikadeller?
Frikadeller er en traditionel dansk ret, og derfor er det mest typiske tilbehør kartofler; i nogle tilfælde med sovs, men det er nok mere traditionelt at spise frikadeller med stuvet hvidkål. Det er to ting, som ofte forbindes direkte, fordi de passer så perfekt sammen.
Der er dog mange alternativer også; i sommermånederne kan få ting slå frikadeller og kartoffelsalat, hvor andre måske foretrækker forskellige slags kartofler eller endda ris. Gode frikadeller går i vores mening godt med stort set alt!